Musikken
Bandoneonen og dens orkester
Instrumenterne bag en tangonat: bandoneonens særegne klaviatur, violinerne, klaveret og bassen, sangeren, og hvordan sekstetten voksede til en orquesta típica.
Led efter en ledig dato ↗Hurtigt svar
Tangoens lyd hviler på bandoneónen, en concertina, hvis knapper giver forskellige toner, når man trykker ind og trækker ud. Omkring den står violiner, klaver og kontrabas – kernen i den sekstet, som Vicente Greco tilskrives æren for at have standardiseret. En større orquesta típica tilføjer strygere og bandoneóner, og en sanger kan slutte sig til. Der loves ingen bestemt besætning til nogen forestilling, men kendskab til disse dele hjælper dig med at høre, hvad der foregår.
Et tysk instrument i Argentina
Bandonionen har sit navn fra Heinrich Band, en tysk instrumentforhandler, og den var oprindeligt tiltænkt datidens religiøse og populære musik. Man mener, at den kom til Argentina omkring 1870 med søfolk og emigranter fra Tyskland og Italien, selvom ingen dokumenter viser præcis, hvordan den ankom. I 1910 blev bandonioner fremstillet i Tyskland udtrykkeligt til det argentinske og uruguayanske marked. Historisk set blev de hovedsageligt produceret i Tyskland og aldrig i Argentina, hvilket er et kuriosum ved det instrument, der er tættest knyttet til byens musik.
Hvorfor det er så svært at spille
Som andre concertinaer sidder den mellem hænderne og presser luft gennem stemte metalreeds. Problemet er, at en given knap producerer én tone, når man trykker, og en anden, når man trækker, og de to hænder har forskellige layouts. Det efterlader spilleren med fire separate keyboards at lære. Mange tangospillere undgår noget af dette ved at arbejde næsten udelukkende på trækket og bruge en luftudløserknap til hurtigt at lukke bælgen. De to sider adskiller sig også i klang: nasal og dæmpet til venstre, lys og skarp til højre.
Fra trio til sekstet
Den første generation af spillere i Buenos Aires, kendt som Guardia Vieja, brugte portable instrumenter: trioer med fløjte, guitar og violin, mens bandoneonen ankom i slutningen af det nittende århundrede. Eduardo Arolas, kaldet bandoneonens tiger, var den største drivkraft bag dens popularitet. Vicente Greco standardiserede snart tangosekstetten: klaver, kontrabas, et par violiner og et par bandoneoner. I 1920'erne droppede orkesterledere som Roberto Firpo og Francisco Canaro fløjten og tilføjede en kontrabas, og musikken bevægede sig mod mere respektable lokaler.
Orquesta típica
I Argentina og Uruguay betyder udtrykket orquesta típica et tangoorkester af en bestemt sammensætning: en strygersektion på tre eller fire violiner, nogle gange med bratsch og cello, tre eller flere bandoneoner og en rytmesektion med klaver og kontrabas. Orkestre fra guldalderen, fra omkring 1935 til 1952, gik ofte ud over et dusin musikere. Et lille lokale kan ikke rumme det, hvilket er værd at huske, når du læser om de store orkestre. Enhver cafés scene fungerer i mindre skala, og opstillingen på din aften er op til dem, der står for forestillingen.
Sangeren træder frem
En tango kan være rent instrumental eller have en vokalist. Carlos Gardel, som engelsk Wikipedia kalder den mest fremtrædende skikkelse i tangoens historie, var med til at udvikle tango canción i 1920'erne. Teksterne er præget af nostalgi, sorg og klagesange over tabt kærlighed. Senere orkestre arbejdede også med stjernesangere: Aníbal Troilos orkester, først og fremmest kendt for sine instrumentaler, indspillede med sangere som Roberto Goyeneche og Edmundo Rivero. Gardel selv er nævnt blandt cafés gæster.
Hvad du skal lytte efter
Begynd med forskellen mellem bandoneonens to hænder, og læg så mærke til, hvem der holder melodien: klaveret og bassen holder grunden, mens strygere og bælg skifter til at føre linjen. Lyt også efter skift i pulsen. Tango går i to eller fire, milonga sidder hurtigere og lettere, og tangovalsen, eller vals, ruller i tre. Danserne reagerer på alt dette og åbner eller lukker omfavnelsen, efterhånden som musikken skifter. Du behøver ikke at kunne navngive noget for at nyde det, men det giver dine ører noget at følge.
Hvem dette ikke er for
Denne side er baggrund og ikke et programnotat. Hvis du vil vide præcis hvilke stykker og hvilke musikere du hører på en given aften, kan ingen fortælle dig det på forhånd, og denne guide vil ikke gætte. Hvis du vil have et fuldt orkester, så led efter en koncertsal og ikke en café. Og hvis du foretrækker din tango moderne og eksperimenterende, så spørg dig selv, om et program med klassikere er det, du kom for. For den førstegangsbesøgende er klassikerne dog netop det helt rigtige sted at begynde.
Kilder